BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du være med til at udvikle software til gavn for Danmarks sikkerhed? Så søger Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) en kandidat, som vil bidrage til at udvikle fremtidens indhentning.
Du får udfordringer med plads til at udvikle dig
Du vil blive del af et spændende og innovativt miljø, hvor der vil være rig mulighed for faglig og personlig udvikling, og samtidig vil du være med til at styrke Danmarks sikkerhed. Vi arbejder projektorienteret i teams, hvor faglig sparring såvel som individuel opgaveløsning er en del af din hverdag. De teams, som du vil indgå i, er fokuseret på udvikling til Linux.
Dine nye kolleger har alle erfaring med og interesse for kommunikationsteknologi og udvikling af systemer, som skaber værdi for brugerne. Vi har fokus på at understøtte idéudvikling og kompetenceudvikling af både teams og den enkelte medarbejder, for at fastholde et højt fagligt niveau og en evne til at levere dét, der efterspørges.
Du vil, efter behov, få mulighed for at repræsentere afdelingen i forskellige fora, såvel nationalt som internationalt.
Lidt om dig selv
Du har erfaring med softwareudvikling, design og test i C++, Go, Java, Python eller tilsvarende niveau af sprog. Om du er ingeniør, datalog, har tilsvarende uddannelse eller er en autodidakt ildsjæl, så hører vi gerne fra dig.
Erfaring med lavere niveau sprog er en fordel, men ikke et krav.
Det vigtigste er, at du har en nysgerrighed for og en grundlæggende forståelse af netværk og protokoller som f.eks. IP, TCP, UDP, RTP. Erfaring med satellitbaseret kommunikation og modemrelateret teknologi er ikke et krav, men absolut en fordel.
Kendskab til og erfaring med et eller flere af følgende områder er desuden et klart plus:
- Analyse og reversering af protokoller, algoritmer, firmware/applikationer osv.
- Værktøjer som f.eks. Wireshark og andre analyseværktøjer.
- Software Defined Radio, RF målinger.
- Udvikling, drift og stabilisering af systemer vha. Docker, Ansible, Kubernetes, Grafana.
Nysgerrighed, viljen til at rykke grænser og omsætte dine ideer til løsninger er vigtig - så gode ideer og "skæve tanker" er mere end velkomne. Desuden har du lyst og evne til at analysere og dokumentere komplicerede tekniske løsninger og er vedholdende, hvis vejen frem ikke umiddelbart er synlig.
Vi forventer, at du er en holdspiller, deler viden og kan bidrage til teamets performance. Du skal kunne arbejde selvstændigt når påkrævet, og du kan formidle kompleks teknisk viden på tværs af faggrupper med vidt forskellige baggrunde.
Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.
Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.
Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.
Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.
Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 31. juli 2023 kl. 23.59.
Vi indkalder til samtaler løbende, så send gerne din ansøgning afsted hurtigst muligt, og stiler mod en ansættelse fra 1. oktober 2023 eller snarest muligt derefter. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på fe-2019@fe-ddis.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.
Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores beretning ”INDBLIK”, hvor du bl.a. kan få oplysninger om FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige forhold.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Gentofte Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Forsvarets Efterretningstjeneste, Kastellet 30, 2100 København Ø
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 31-07-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=170289&DepartmentId=10048&MediaId=338&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5860575